Skip to main content

Journal Club Aarhus afholdt det første arrangement på en solrig forårssøndag på Dokk1 i Aarhus. Stemningen var god, og fremmødet var stabilt, da deltagere og atleter mødtes til et par timer med fokus på BET (Brain Endurance Training). Der blev lagt ud med en velkomst, hvor der var tid til at sige hej til hinanden og forsyne sig med kaffe, the og en bolle med diverse tilbehør. Herefter tog Frederik Daugaard ordet og introducerede JCA generelt og fortalte om dagens program og BET. 

Hvad er BET?

Brain Endurance Training er en metode, som kan øge modstandskraften mod mental træthed under udholdenhedstræning.

Under udholdenhedstræning bruger man mange forskellige kognitive funktioner, som overordnet er en del af den mentale indsats. Dette omfatter bla. koncentration, opmærksomhed, beslutningstagen og regulering af følelser. Jo længere tid og jo højere udgiften til energi og kognitiv kontrol er, desto større er sandsynligheden for, at man vil opleve mental træthed. 

Ved at træne med ekstra kognitiv belastning sammen med fysiske anstrengelse, lærer individet at tolerere et højere niveau af total indsats, og derfor vil den oplevede anstrengelse ved fysisk udfoldelse falde. Dette gør det muligt for sportsudøvere at opretholde en højere intensitet i længere tid, og kan herved bidrage til en præstationsoptimering. De kognitive opgaver kan inddrages under fysisk træning eller mellem fysiske øvelser, og studier indikerer, at de positive effekter primært skyldes psykologiske tilpasningeri hjernen fremfor ændringer i kroppens kredsløb eller stofskifte.

Kort om mental træthed: Symptomer på mental træthed kan være 1) Øget opfattelse af anstrengelse. 2) Øget fejlrate og nedsat præstation ved f.eks. beslutningstagen, præcision og udholdenhed. 3) Mindsket kognitiv kontrol over hjerneområde der styrer målrettet indsats. Mental træthed kan opstå som en akut tilstand, der udløses af en specifik begivenhed, eller som en tilstand der udvikler sig over længere tid. 

Undersøgende dialog i grupper

Herfra fordelte deltagerne sig i grupper for at besvare en håndfuld arbejdsspørgsmål med fokus på den praksisnære anvendelse af BET. Spørgsmålene åbnede op for en dialog, hvor man kunne udforske; hvordan man kan bruge BET i praksis, hvad det kræver af atleter og mentaltrænere at anvende BET samt hvilke udfordringer og mangler, der findes ved BET. Deltagerne havde mulighed for at sætte sig forskellige steder på Dokk1 eller gå udenfor i det gode vejr, imens der blev snakket. 

Ved en fælles opsamling kom der mange forskellige og interessante pointer på banen.
Et emne der bla. blev diskuteret var vigtigheden af, at mentaltrænere har konteksten for øje, når de udarbejder kognitive øvelser, som atleter skal anvende. Hér skal øvelserne sættes i relation til den type af træning, atleten laver i forvejen, og man skal tage højde for de kognitive funktioner og evner, som atleten har behov for at træne for den specifikke sportsgren. 

Efter en god indsats med arbejdsspørgsmålene blev, der holdt en pause med mulighed for hyggesnak og opfyldning af kaffekopper.

Et indspark fra den virkelige verden

Da pausen var slut, var det tid til, at de to inviterede atleter skulle på banen. Vi var så heldige, at Jens Emil Sloth Nielsen og Magnus Johannes Andersen Brandbyge gerne ville komme og give deres indspark til, hvordan de tror, at BET kan være relevant for dem. 

Jens Emil er triatlet og løber, og derfor udgør udholdenhedstræning kernen i hans arbejde. Han beskriver bl.a. vigtigheden i af at have en bevidsthed for formålet med de enkelte træninger, evnen til at kunne holde sig til sin plan samt at tage gode beslutninger som gode mentale værktøjer i hans sport. Magnus er professionel håndboldmålmand, og han beskriver, at forberedelse og visualisering er gode redskaber til at kvalificere forudsigelser og opretholdelse af fokus på banen. 

Der opstod en spændende samtale imellem deltagere og atleter, hvor der både var tid til forhåndsstillede spørgsmål fra arrangørerne og spontant opståede spørgsmål fra deltagerne. Det blev bl.a. drøftet, at det kræver en stor viden indenfor den pågældende sportsgren, for at mental trænere kan gøre kognitive øvelser relevante og kontekstnære. Et andet spændende emne, som også blev berørt, var, hvordan individuelle forskelle hos atleter muligvis kan resultere i, at nogle vil have bedre udbytte af BET end andre. 

Alt dette og meget andet var samtaleemner for dagen, og det sluttede med en masse smil og højt humør. Tak til Jens Emil og Magnus for at deltage, og tak til Barebells Danmark, Sportsheadset, PurePower og PAUSE recovery studio for at sponsorere arrangementet!

Arrangementet tog udgangspunkt i to artikler om BET. Hvis du er nysgerrig og vil vide mere om emnet kan du læse dem hér:

Artikel 1

Artikel 2

Journal Club Aarhus kommer til at have 3-4 arrangementer om året, hvor der vil være rig mulighed for at blive klogere på, hvordan man kan bruge sportspsykologien i virkeligheden, og møde andre som også synes, at dette er spændende. Vi håber på at se dig næste gang.